Frederikshavn By

Frederikshavn er en historisk søfartsby med mange stolte maritime traditioner. Her slog Tordenskiold sine folder i 1700-tallet, og under flere af de store krige, har byen været et strategisk vigtigt knudepunkt.

Når du besøger Frederikshavn kan du finde mange interessante historiske beviser, som alle er et besøg værd. Her er også en natur med mange muligheder for alverdens udendørs aktiviteter.

Efter en dag med verdensklasse floorball og seværdig underholdning skal du unde dig selv et lækkert måltid mad, på en af de mange topklasse restauranter, der findes her.

 

Nedenfor kan du finde information omkring forskellige udflugtsmuligheder og seværdigheder, der bestemt er et besøg værd, men du befinder dig i byen.

Rådhusparken

Rådhusparken i Frederikshavn er under forvandling. Det sker som led i en større områdefornyelse af Frederikshavn midtby. Ambitionen er at skabe et attraktivt mødested i en samlet, moderne bymidte med muligheder for leg, ophold, aktiviteter og oplevelser. 

Den nye legeplads er et populært udflugtsmål for områdets børnefamilier, dagtilbud og de gæster der besøger byen. Rådhusparkens nyeste attraktion; Remisen, trækker historiske tråde til stedets tidligere funktion som byens remise og endestation for Sæbybanen.

Rådhusparken består af en legeplads, en markedsplads og en stiforbindelse. Derudover er der bygget en “ungezone”, der blandt andet indeholder en skaterbane.

 

Poesiparken

Poesiparken er poesi, vers og citater, som du kan se rundt omkring i byen. Du finder værkerne på gavle, bygninger, trapper, i belægninger og andre steder. Det er kultur i øjenhøjde og poesi på “frederikshavnsk”.

Poesiparken får dig til at standse op og sætter tanker i gang. Parken blev etableret i november 2017 og er inspireret af Frederikshavns venskabsby Larvik i Norge.

Poesiparken er dynamisk og vokser gennem dialog med byens borgere og med erhvervslivet, som ofte sponserer værkerne.

Pikkerbakken

Den flotte udsigtsplatform, der i form af Danmarks yderste odde, strækker sig ud fra toppen af Pikkerbakken, er en af Frederikshavns flotteste attraktioner. Platformen giver en unik udsigt over byen, havnen og Hirsholmene med kig til både Sæby og Skagen – i klart vejr kan man også se helt til Læsø. Ved platformen kan man se Kongestenen, hvor tre gange Kong Frederik har sat deres navnetræk.

Pikkerbakken er en del af en 3 kilometer lang kystskrænt, der er dannet af Yoldia- og Litorinahavet i istiden. Den imponerende skrænt er opstået efter den største landhævning i Danmark. Selve Pikkerbakken rejser sig 71 meter over havet.

Mellem Bangsbo og kysten er landskabet præget af den høje indlandsskrænt, der strækker sig fra Gedebjerg i syd til Pikkerbakken i nord. Det højeste punkt er Øksnebjerg, 95 meter over havets overflade. Bag skrænten ligger Vrangbækdalen, hvor Bangsbo Å løber og længere mod vest Flade Bakker, der når helt op til 122 meter.

Palmestranden

I Frederikshavn kan du besøge Danmarks eneste palmestrand. Ja, du læste rigtigt – her er palmer, de er ægte og der er mange af dem. De overvintrer i varmere omgivelser, i kommunens drivhuse, men hvert år i maj vender de tilbage på stranden og forsøder tilværelsen for de mange, der gerne vil slappe af med hvidt sand og rent badevand.

Skal der være gang i den, indbyder de lækre beachvolleybaner til en rask kamp. Man kan altid sætte en lækker isvaffel fra Palmestrandens Ishus på højkant – de er virkelig værd at kæmpe om!

Kystmuseet Bangsbo

Nordjyllands Kystmuseum arbejder især med forandring, variation og kontinuitet i menneskers livsvilkår både på land og til vands, både hvad angår den menneskeskabte kultur, de levn og erhverv, som Kattegatkysten gennem tiden har givet befolkningen mulighede for at drive. 

Museet har fiskerihistorie, søfartshistorie, købstadshistorie, herregårdshistorie, besættelsestid, skolehistorie, turisthistorie som særligt fagligt indsatsområde. Nordjyllands Kystmuseum har desuden marinearkæologisk ansvar i Nordjylland, nærmere bestemt i det tidligere Nordjyllands Amt.

Gågaden

Frederikshavn fik sin gågade i midten af 1980’erne. Gågaden var en af de bærende faktorer, der sikrede Frederikshavn titlen som årets by i Danmark, i 1987. Senere hen, er gaden blevet klimasikret og fået et helt nyt design. Gaden er tegnet af Juul & Frost Arkitekter og arbejdet er udført af TRIGON.

Gågaden summer af liv, i den nordjyske by, hvor der er plads til både handel og hygge. Gaden huser mange forskellige butikker og der er lidt for enhver smag.

Rønnerhavnen

Rønnerhavnen er beliggende nord for Frederikshavn, med Hirsholmene mod øst. Havnen er omkranset af røde træhuse og har naturlegeplads, samt restaurant. På ydersiden af molerne findes en dejlig børnevenlig sandstrand. På stranden mod syd er der opstillet palmer i sommerhalvåret og stranden har det blå flag. 

Pitstop Elling

Pitstop Elling er Ellings ansigt ud mod Skagensvej og et sted, hvor der årligt passerer rigtig mange turister, såvel i bil som på cykel. Andefamilien er inspireret af den berømte turistplakat, hvor en politimand leder en andefamilie sikkert over gaden i den københavnske trafik. 

Andefamilien i Elling er produceret af Frederikshavns Produktionsskole og symboliserer, at Elling er et godt og trygt sted at bo, mens den sprælske ælling er udtryk for, at der er liv i Elling by.