De første 12 hold har booket billetten

Tolv ud af de seksten hold, er allerede fundet til herrernes U19 VM i Frederikshavn, d. 26. – 30. april, 2023.

De kvalificerede hold er:

Tjekkiet (EUR) – Tjekkiet kommer til VM som dobbelt forsvarende verdensmestre, efter de i 2019 fik hul på bylden og vandt deres første guldmedalje ved et U19 VM. Senest vandt de på hjemmebane i Brno, efter en intens finale mod Finland, der blev 4-3 til tjekkerne.

Finland (EUR) – Finland er viceverdensmestre og sigter efter at tage det sidste skridt op af podiet, hvor de vil erstatte sølv med guld. I finalen i 2021, måtte finnerne se sig slået med 3-4, da Tjekkiet scorede sejrsmålet med 1,5 minut tilbage på uret.

Sverige (EUR) – Sverige er det mest vindende hold ved U19 VM, med 5 guldmedaljer, 4 sølvmedaljer og 1 bronzemedalje, i de første 11 udgaver af turneringen. Vi skal dog tilbage til 2013 for at finde den seneste svenske guldmedalje, da de blev verdensmestre i Hamborg. Svenskerne vil uden tvivl være indstillede på, at smage guldet igen, efter 9 års ventetid. En lang ventetid for en af de ultimative topnationer.

Schweiz (EUR) – Som afrunding på “The Big 4”, er Schweiz klar til endnu et VM. Det er den eneste af de fire store nationer, der aldrig er lykkedes med at blive verdensmestre, da de “kun” har vundet tre sølv og tre bronze. Det faktum skal de prøve at ændre på, når de indtager Frederikshavn.

Slovakiet (EUR) – Slovakiet skal ligesom alle andre lande i A-gruppen der ikke hedder Tjekkiet, Finland, Sverige, eller Schweiz, jagte deres første medalje ved et U19-VM. Senest blev det til en 7. plads ved VM i Tjekkiet tilbage i 2021.

Letland (EUR) – Letland er ligesom Slovakiet lige udenfor top fire og endte i 2021 på en femteplads. Letterne har heller aldrig vundet medaljer, men de har banket på nogle gange og søger at bryde barrieren i Frederikshavn.

Tyskland (EUR) – Tyskland har ikke langt til Frederikshavn og man kan formentlig regne med at se et overtal af tyske fans i hallerne og bybilledet. Ved det seneste mesterskab i Brno, blev det til en sjetteplads for tyskerne.

Polen (EUR) – Polen er det lavest seedede hold i A-puljen, efter at de i 2021 fik en 8. plads, efter et nederlag på 4-6 til Slovakiet i kampen om syvendepladsen. Der vil sandsynligvis først og fremmest være fokus på at forblive en A-pulje nation og dernæst spille sig tættere på de sjove placeringer.

Danmark (EUR) – Danmark er kvalificeret som værtsnation, men er også topseedet i B-puljen, efter det blev til en 9. plads ved seneste slutrunde. Det bliver en stor turnering for de danske drenge, som skal vise sig frem på hjemmebane foran de danske fans og for resten af verden.

USA (AMER) – USA bliver det eneste nordamerikanske bekendtskab ved denne slutrunde, efter at de slog Canada over to kampe, for at komme med til slutrunden. De to lande, der er kendt for at være blandt verdenseliten i ishockey, har ikke samme kaliber i floorball, men amerikanerne har meget at bevise, som Nordamerikas repræsentant ved slutrunden.

Australien (AOFC) – Australien kommer til Frederikshavn, efter at have slået New Zealand komfortabelt og spillet uafgjort med Singapore i AOFC kvalifikationen. Da to ud af tre gik videre til slutrunden, var det nok til at sikre sig adgang og australierne tager den lange tur, til det kolde nord.

Singapore (AOFC) – Singapore bliver det eneste asiatiske land ved slutrunden og dermed også eneste repræsentant for asiatisk floorball, når turneringen løber af stablen i slutningen af april. Singapore sikrede sig også avancement til slutrunden, ved at slå New Zealand.

De otte hold i A og B grupperne, var automatisk kvalificeret, baseret på at de sluttede i top 8 ved det seneste U19 VM. Derudover er Danmark det eneste land fra gruppe C og D, der er automatisk kvalificeret, fordi turneringen bliver afholdt i Frederikshavn, med Danmark som værtsnation.

Fra den amerikanske kvalifikation, stod slaget mellem USA og Canada, for den enkelte plads til VM. Her trak USA sig sejrrigt ud og bookede billetten til Frederikshavn.

Fra Asien og Oceanien trak New Zealand det korteste strå og må blive hjemme, mens Australien og Singapore skal til VM.